Anmeldelser

15. april 2024

Little North: While You Wait

Succesfuld dansk trio bryder lydmuren til udlandet

Udgivelsesformat

LP/CD/Digital

Udgivelsesdato

01.03.24

Label

ACT

Skrevet af Allthat.dk

af Brian Petro

Efter en række anmelderroste udgivelser på April Records, er de tre talentfulde musikere i Little North klar til at tage det afgørende og forventede favntag med den internationale scene. Det sker nu i et nyt samarbejde med det estimerede tyske selskab, ACT, hvor trioens transparente og velkendte lyd lige bliver stylet lidt og løftet nogle notches opad på karrierestigen i arven efter Esbjörn Svensson og e.s.t som fra starten har været blandt de ledende stjerner i trioens samlede udtryk.

Little North har for længst etableret sig herhjemme og skabt deres egen signaturlyd, men ACTs produktionsapparat kan tydeligvis spænde flitsbuen en anelse mere og sende pilen endnu længere ud i den store verden. Det mærkes allerede fra albummets bløde åbning på Le Guin med den unge, norske trompetist Oscar Andreas Haugs luftige spil, der leder tankerne hen på profiler som Mathias Eick og Arve Henriksen. Han er en følsom og intuitiv musiker, der interagerer smukt og frit med en trio, som har spillet sig ultra tight sammen igennem årene. I sig selv en udfordring for gæstesolister at leve op til, men det lykkes for Haug og skaber et helt naturligt match.

Sammenspillet flyder igennem albummets otte kompositioner. Læn dig godt tilbage i sofaen og stornyd den flydende, æteriske energi over f.eks. titelnummeret, en skøn åben ballade, hvor man svæver som en havørn over det brusende hav. På Terrible Seeds får vi et helt andet, nærmest balstyrisk temperament igen, hvor Haug skejer helt ud på hornet og glimtvis sender os tilbage i tiden mod de brølende tyvere. Der er en gennemgående flot, horisontal dybde og bredde i kvartettens subtile og dynamiske musiceren, og en detaljerig farvelægning i de enkelte numre.

Da guitaristen Jakob Bro i sin tid debuterede på ECM var man ikke et sekund i tvivl. Det er man heller ikke her. Little North demonstrerer, at de er godt på vej til at kunne lande på den helt rigtige hylde. En stærk og overbevisende ACT-debut.

Benjamin Nørholm Jacobsen (p), Martin Brunbjerg Rasmussen (b), Lasse Jacobsen (dr), Oscar Andreas Haug (tp)

Flere Anmeldelser

HANNE BOEL THE TRIO: Norwegian Recordings

Overlegent overblik i dæmpet tempo

Jacob Djursaa: Drømmesyn

Meditation og smukke refleksioner for jazzguitar og ensemble

Arild Andersen, Daniel Sommer, Rob Luft: As Time Passes

Den nordiske jazztone i nyt smukt lys

Benjamin Koppel: White buses – Passage to Freedom

Vigtigt værk med lidt for korte vidnesbyrd

Helle Hansen: Watershed

Smuk, stemningsfuld og original musik

Clapper: On Tempo

Groovy vibes til dansegulvet

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning