af Erik Jensen
Tre år skulle der gå inden trompetisten Niels Munk og hans frygtløse forskere ud i musik og stemning atter turde åbne dørene til deres Fantasilaboratorium for at se, hvilke opfindelser, man i en anden omgang kunne hente ud derfra. Resultatet er en både livfuld og livlig bevisførelse på , hvilken utrolig variation, rigdom og oplevelsestrang, der er i nyere dansk musik i disse herlige år.
Mens de første klange, der blev eksperimenteret frem fra ‘Fantasilaboratoriet’ på debutalbummet for tre år siden var præget af en vis skandinavisk ro og melankoli i nogle lyriske arrangementer, er det som om alle reagensglas på laboratoriet denne gang er fyldt med jazzhistorie, vildskab og lyst til eksperimenter, hvorefter indholdet af dem er blandet sammen i bowle, fuld af melodier, der sidestepper og stikker af i alverdens retninger. Har man lyst og mod på at være sin egen stifinder i sådan et landskab, er der vilde nedslag i stor skønhed at finde i musikken.
Besætningen i laboratoriet er stadig den samme – nordjyske Niels Munk på trompet, Dan Hjorth på klaver, Jens Mikkel Madsen, bas og Jonathan Jull Ludvigsen på trommer. Symbolsk for den udvikling, der er i musikken har Jens Mikkel Madsen skiftet fra el-bas til kontrabas, så der nu er en større schwung i de undersøgelser af og eksperimenter med hardbop og ældre jazz, der dyrkes i det langt heftigere, mere ungdommeligt udtryk.
På albumcoveret stikker et par knæ up ad en jungle af blomster i en vild have eller skovbund. En person må ligge på ryggen dernede, men vi ser det ikke. På samme måde skyder musikken op som i et mysterium i en flora af vildtvoksende instrumenter uden, at det giver sig selv, hvor den kom fra eller skal hen. Et nummer som ‘Latin Shadow’ swinger rundt omkring Dan Hjorths fornemt drivende piano, mens trommer og bas stikker ind i det fine forløb og får musikken til at bølge fremad, inden Niels Munk sætter sit horn i bevægelse henover det på engang naturlige og overnaturlige panorama.
Derfra blæser han melodien ud af skoven og ud langs de danske kyster med vide horisonter og bølgeskvulp. Hold da kaje, et vildt og vildt dejligt nummer, som endda følger efter noget lige så godt, bare i en helt anderledes intens og afdæmpet afdeling, ‘Quiet Song’. Sigende for den variation, der trives i fantasiens eget laboratorium
Sådan får man spillet et instrument som trompeten, der nok for de fleste under 40 år er en temmelig bedaget størrelse, helt ind i nutiden. At der så også er enkelte sekvenser på albummet, hvor eksperimenterne løber løbsk og trompeten lyder som en overbelastet støvsuger på jagt efter et eller andet guldkorn at komme videre på, trækker en anelse ned.
Men der er markant flest eksempler på, hvordan hver musiker virkelig får lov at folde sig frem i improvisationerne og præge musikken, som derfor ender med at blive helt unik. Jeg er vild med Jonathan Jull Ludvigsens livlige markeringer på trommerne, der forbinder jazz og hip hop, Dan Hjorths kreative og kraftfulde piano, Niels Munk langt mere rige trompet og Jens Mikkel Madsens kontrabas, der formår det umulige – at samle alle trådene – igen og igen.
