Anmeldelser

10. april 2024

Rigmor: Vælter vi mørket

Med guitaren som fortrop for følelserne

Udgivelsesformat

LP/CD/Digital

Udgivelsesdato

01.03.24

Label

Mermaid Records

Genre

Indie-rock

Skrevet af Allthat.dk

af Erik Jensen

Den er der hele tiden. Og sætter som en fortrop for følelserne stemningen med sine enkle, men dog alligevel så utroligt varierede klange, guitaren. Det, der engang var spydspidsen for rockmusikken, er den radar, som suger ordene og lyden af en ny tid til sig hos kvartetten Rigmor fra Aarhus.

På det andet album, Vælter vi mørket, der er så ekstremt velproduceret og afstemt, at det er (for nemt) at påstå, at Rigmor er blevet for professionelle, kalkulerede og kommercielle i forhold til udgangspunktet i en indiepop, som flirter med både firsernes lyrik og musik. Tvært imod bruger bandet de evner, der er fulgt med arbejdet på scenerne ved fantastiske koncerter, til at udfordre sig selv og lytteren endnu mere.

Man kan anskue Vælter vi mørket som en ærlig, nøgtern og smuk beretning om et vaklende forhold, som nærmer sig sin afslutning, men måske står til at redde. Ganske vist er der vist stort set intet, der fungerer: “Alt det du gør, gør ondt/ Alt det du tog gør ondt på mig/ Og ondt på dig”, som Sarah Wickmann synger i den centrale sang, ‘Alt det du gør’. Den sætter kursen og skubber albummet i gang.

For trods det nærmest skrabet, enkle udtryk, er det helt forkert at betragte Rigmor som en porøs, skrøbelig linje, der kun med nød og næppe har overlevet viskelæderets hærgen i en tyndslidt poesibog. Der er en egen pulserende styrke, selv i en sang med titlen ‘Itu’ med linjen “Kan ikke mere/problemerne blir flere”.

I titelnummeret er vi helt ude at fægte med depressionen under dynen, mens mørket vælter tungt ned over os. “Rækker ud/ flår min hud/ fra hinanden/ går fra forstanden”, synger Sarah Wichmann med en fornem englevokal nede fra sindets mørke. Hun har varieret sit vokale udtryk i forhold til debuten ‘Glade blinde børn’ fra sidste år.

På ‘En drøm’, et vaskeægte hit trods det udtrukne og nærmest corny omkvæd: “kuuuu det, være nuuuuu, at vi skuuuu, holde fast i en drøøøøm”, går det hele op i den berømte højere enhed.

Vi når til bruddet eller afslutningen i den smukt optimistiske afskedssang ‘Alting blir godt’ eller er det tvært imod fortsættelsen i ‘Fint nok’ (“Det er fint nok/selv om det aldrig kan blive helt godt”).

Dette helt særegne og helt særligt fine, lille band formår at få et dragende og lokkende udtryk ud af de minimalistiske virkemidler. Hvordan Lasse Lykke får skabt et så levende fundament under de iørefaldende melodier med sit sparsommelige og vidunderligt knastørre trommespil er en gåde for mig. Men han er i forbasket godt selskab i den rytmegruppe med Victor Sousa med de fine markeringer, der er præcis nok til at få godset til at glide.

Der er ikke antydning af rigor mortis over Rigmor, tværtimod er den legende elegante enhed godt på vej på en rute, der går lige i mit hjerte.

Sarah Wichmann (vokal, guitar), Oliver Stewart (guitar), Victor Sousa (bas), Lasse Lykke (trommer).

Flere Anmeldelser

HANNE BOEL THE TRIO: Norwegian Recordings

Overlegent overblik i dæmpet tempo

Jacob Djursaa: Drømmesyn

Meditation og smukke refleksioner for jazzguitar og ensemble

Arild Andersen, Daniel Sommer, Rob Luft: As Time Passes

Den nordiske jazztone i nyt smukt lys

Benjamin Koppel: White buses – Passage to Freedom

Vigtigt værk med lidt for korte vidnesbyrd

Helle Hansen: Watershed

Smuk, stemningsfuld og original musik

Clapper: On Tempo

Groovy vibes til dansegulvet

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning