Af Erik Jensen
I lighed med skilsmissealbummet er sorgbearbejdelse for fuld musik en lille subgenre, som har givet os smukke og selvsagt triste album som Troen og ingen (Søren Huss), The Echo Of You (Kira Skov), Den tid – den sorg (Kenneth Thordal), Songs For Drella (Lou Reed & John Cale), Skeleton Trees og Ghosteen (Nick Cave) og ikke mindst Black Star‘ af David Bowie. Det sidste med den særlige dobbelthed over sig, at det tager udgangspunkt i ikonets egen død.
For Thomas Helmig er det sønnen Hugos død forrige år, som har ført til karrierens smukkeste og måske også bedste og mest helstøbte album. Musikalsk eminent sat i scene af Emil Falk og Thomas Helmig selv, med en grandios pop med hvirvlende strygere omkring de enkle melodier som ikke står stille, men bæres swingende frem af blandt andre Claes Antonsens dansende fine trommespil. Det kunne være storladen soul fra tressernes Motown, som lever i kraft af sin inderlighed og de ægte følelser.
Lyden er sublim i hænderne på Emil Falk og den britiske mester-mixer Tom Elmhirst, der har arbejdet med sangerinder som Amy Winehouse og Adele. I en stil, der fint passer Thomas Helmigs modne og – af sorgen – let slidte stemme. Vokalen står tydeligt forrest i den store lyd med sine påtrængende budskaber. Her slipper ingen uden at blive ramt af den dybe sorg, Thomas Helmig synger om med sårbarheden på stemmebåndene på en uafrystelig måde.
Det enkle og banale
For alle forældre er det værste mareridt at miste et barn – også selv om det barn er voksen. De særlige omstændigheder gør, at det er stort set umuligt at vurdere Sortedam på noget, der minder om normale parametre. Man kan indvende, at teksterne er enkle og måske endda banale. Men det enkelte menneskes sorg er jo netop både enkel og banal. At tilføje poetisk ornamentik havde ikke fungeret for mig. Det er netop det meget direkte og autentiske, som gør Sortedam til det vigtige værk, det er.
Fordi danskernes foretrukne festvært, Thomas Helmig, har inviteret sorgen indenfor i popmusikken og dermed ind i den offentlige samtale. Allerede i de første dage efter udgivelsen stod rosen til Thomas Helmig i kø på sociale medier. Fortjent, for sorg er stadig et tabu, som mange føler, at de står alene med og ‘bør komme over’ i det effektive, moderne samfund. Det tabu, har Thomas Helmig brudt og det kan vi kun være taknemmelige for. Der er næppe nogen, der har så direkte adgang til danskernes hjerter som ham., der nu står og banker, alene, men sammen med sin sorg. Det er bare med at lukke ham ind og sige, at det er ok.
Thomas Helmig, Emil Falk, Claes Antonsen m.fk.. Sony Music. 2024.
