Tigeroak er i sin grundform en duo bestående af guitaristen Laurits Steen Møberg og sangeren Anne Prinds, men her på Roskilde var de et syv personers band, der swingede sjælfuldt og smooth i 45 minutter, som en lysende helhed på en grå sommerdag.
Jon Askjær på trompet og Tit Helbo på percussion skilte sig dog undervejs positivt ud med et henholdsvis atmosfæriske og svævende lydbillede, og et legende og tændt rytmisk spil, der understregede at der var noget på spil for det unge band med bare et enkelt album og en EP bag sig.
Tidligere på året fyldte de den store sal i Musikhuset Århus i forbindelse med SPOT festivalen, og her på Roskilde Festival var rygterne om bandets kvaliteter åbenbart også nået bredt, selvom neo-soul med jazz noter ikke ligefrem er det der larmer mest i et Roskilde Festival program.
Men charme, selvtillid og en lækker lyd sammen båret af velskrevne sange, ofte i udvidede arrangementer i forhold til de kendte albumversioner, var åbenbart lige det Roskilde folket trængte til. Der blev sunget med, holdt i hånd, vugget blidt, og nydt med lukkede øjet uanset hvor man kiggede hen på det fyldte plads foran Eon.
Numre som ’Alone a lot’ og ’ Stay closer’ voksede sig fra små velkendte perler til stolte svendestykker, samtidig med at de på et nummer som ’Morning vitamin’ beviste at der også er masser af “Space” til at flirte med mere skæve rytmiske og psykedeliske klange. Mesterligt og udadvendt leveret af et band, der ellers primært gør sig i det mere indadvendte.
Men både sange og deres live performance favner dog bredt og varmt, og ikke mindst Anne Prinds formåede med sine ord mellem numrene, at få folk helt ind i fællesskabet, hvor de fleste i selve nuet kun havde et fokus – nemlig scenen, og den minderige oplevelse, som det var at være vidne til netop det øjeblik, hvor Tigeroak med garanti fik sit afgørende gennembrud. Sjældent har jeg set så mange afslappede af salige smil på vej fra en koncert. Det her var 45 minutters musikalsk wellness med en nysgerrig sjæl som guide.
