I Jazz Special magasinet blev nekrologer bragt via artikelserien De sidste kor. Den serie fortsætter ikke i All That…jazz med mere.
Det betyder dog ikke, at vi ikke vil omtale når vægtige skikkelser fra musikmiljøet ikke længere er blandt os. Det vil vi løbende gøre her på websiden, og vi vil til tider lave en artikel med et portræt eller mindeord i selve magasinet.
I den første udgave af All That er der rent faktisk artikler om tre store personligheder, der desværre har forladt os i denne vinter: Torben Ulrich, Nulle og Michael Friis. Mennesker vi alle kan lære af og forhåbentligt blive inspireret af, fordi de på hver deres måde beviste, at alt er muligt – ikke mindst hvis man møder verden nysgerrigt, åbent og til tider grænseløst.
En tilgang, der vil være udgangspunktet for mange af de artikler, vi fremover vil vælge at bringe her på siden og i magasinet.
Nu er også saxofonisten Ole Olsen (JazzOlsen) og musikhistorikeren Frank Büchmann-Møller gået bort. Æret være deres minde.
Min ven saxofonisten, Søren Bøgelund sagde en gang til mig:
Watch out for the sharks in the sea…! Og her advarede han mig om de – om jeg så må sige – “mindre reelle tuber” (som Per Goldschmidt ville have udtrykt det. Ikke typer… men “tuuuber”) som også var og er tiltrukket af vor særlige branches the business of show med “de skrå brædder og scenens farvede lys”.
Ole Olsen (JazzOlsen), som tog videre til De Evige Jazzmarker tirsdag den 26 marts 2024, få dage efter sin 86 års fødselsdag, var så absolut det helt og aldeles modsatte. JazzOlsen var bund reel. Men dog “en haj” til at spille saxofon.
En original og unik musiker, der altid spillede et vedkommende repertoire, hvor han altid swingede “røven ud af bukserne” på sin tenorsaxofon som få. En gentleman uden mage. En hædersmand. En kammerat med “stort K” med tryk på første stavelse. Et reelt menneske og en god kollega. Et ordentligt og dannet menneske. Et menneske, der kunne se gennem snobberi, pis og papir og selvudråbt autoritet”. Et generøst menneske med hjerte og hjerne, der altid gav sine kolleger og yngre musikere en chance. En musikernes musiker. En interesseret musiker. En spillemand af Guds nåde. Ingen fine fornemmelser for at spille særlige genrer, men en bredde og en bred faglighed som få. Altid noget på hjerte. Et forbillede. Altid velklædt.
Min musikalske mentor og en af de musikere, der tog mig under sine vinger og tog mig med på job og ud at spille på et tidligt tidspunkt, da jeg var en ung snotnæse. Da man opfandt termen “en guttermand”, så var det Ole Olsen man havde i tankerne som rollemodel for denne term. Jeg mødte Ole første gang i årene fra 1998, hvor jeg begyndte at spille med Asger Rosenberg på Hvide Lam, Café Rex og Restaurant Long John. Ole spillede fast med basunisten og sangeren, Eddie Pless på dette tidspunkt, og Ole tog mig med på job – ofte sammen med basunisten, Eddie Pless og pianisten, Mogens Petersen. Jeg spillede også med Ole, når jeg afløste trommeslageren, Torkild Møller i Lousiana Jazzband.
Da jeg i 2004 dimitterede fra Rytmisk Musikkonservatorium efter blandt andet 5 års sangstudier, spurgte Ole mig ved receptionen efter min afgangskoncert, om jeg kunne tænke mig at komme fast med Ib Glindemanns Orkester, som Ole på daværende tidspunkt havde været medlem af siden begyndelsen af 90´erne, hvor Ib havde gendannet sit nye orkester efter en pause som orkesterleder. “Tjaaaa…..jooooo….jeg ved sørme snart ikke….Så skidt..!” JUBIIIIIIIII. Et ridderslag for mig uden mage og “den bedste eksamensgave” jeg nogensinde kunne drømme om at få. At blive fast engageret hos mesteren ”the grand old man” af dansk bigband og filmmusik i øvrigt og få lov til at synge mine yndlingssange og yndlingsarrangementer af de store mestre fra den store amerikanske sangbog. Samt at få det eneste faste engagement i vort kongerige, der fandtes som big band sanger. Det var Ole´s og saxofonisten Jens Søndergård´s fortjeneste og benarbejde, at jeg fik lov at komme med i denne pragtfulde organisation i den næste dekade. Ren og skær luksus. En skole, der er fundamentet i mit faglige dna. Samtidig var Ole fast medlem af Det Hemmelige Big Band, som jeg nu snart har været “hemmeligt” medlem af i 20 år, og her trykkede han den også altid af, og kastede glans over vores koncerter med sit dejlige spil.
Jeg husker og vil se tilbage på mange dejlige stunder på scenen, i bigband bussen med Glindemann, i biler på landevejene og de mange efterslukningsstunder og sene nattetimer, hvor vi løste verdenssituationen, talte om gode melodier og tempi, og hvor Ole generøst, fortalte om sin fortid som musiker i Finn Mickelborgs gruppe, i Sverige med bandet Salt og Peber, med Johnny Reimars band, i Cirkus Benneweis, med Berlins stemme; bysbarn og superstjerne Udo Lindenberg, samt alle de øvrige steder i verden hvor Ole havde spillet, blandt andet Argentina, Mexico og Libanon. Ole fortalte også om sine forskellige jobs i Københavns Frihavn, som folkeskolelærer og som musikpædagog på aftenskolen.
Jeg var så glad og taknemmelig over at få lov at opleve ham blive hædret ved Ben Webster Prisfesten i Portalen i Greve i april 2022. Her modtog Ole fortjent, Ben Websters Hæderspris, sammen med blandt andre guitaristen, Henrik Bay, trommespilleren Mikkel Find, saxofonisten Niels “Flipper” Stuart og bassisten Jens Jefsen. Denne hæder betød meget for Ole, og det var så dejligt at se ham blive hyldet.
Kære Ole. Det er sgu lidt tungt nu. Tak fordi du tog mig under dine vinger. Tak fordi du så generøst øste af din store faglighed og viste mig vejen. Tak fordi du altid var i mit ringhjørne. Tak for de utallige stunder i musikkens tjeneste på scenen og udenfor scenen. Jeg vil savne vores lange dejlige, hyggelige samtaler om fagligheden og branchen i særdeleshed – og verden i al almindelighed. Jeg vil savne din originale, umiskendelige, karakteristiske stemme i telefonen – og din stemme i det hele taget. Jeg vil aldrig glemme dig, Ole. Du vil altid have en stor plads i mit hjerte og i mit sind og i min bevidsthed. Jeg skal nok huske “at passe godt på tempoet” og gøre mig umage med det. Shakespeare bør parafraseres : “We will not see his like again..!”
Frank Büchmann-Møller, musikhistoriker, saxofonist, bibliotekar, forfatter, døde i Odense i begyndelsen af marts 77 år gammel efter længere tids sygdom.
Han var en af de i det danske jazzmiljø internationalt kendte skikkelser, ikke mindst i kraft af hans forskning og forfatterskab omkring jazzpersonligheder som Ben Webster og Lester Young, og leverede desuden lyd til en række internationale pladeudgivelser.
Han har skrevet bøger om Svend Asmussen, Hans Kirk, Jazzhus Montmartre, det legendariske spillested Sophus Ferdinand i Odense og Timme Rosenkrantz’ fotosamling.
Som bibliotekar ved Syddansk Universitet varetog han i årene 1994- 2019 jazzsamlinger fra bl.a. Ben Webster, Richard Boone, Svend Asmussen, Lasse Gullin, Brew Moore, Timme Rosenkrantz, Ole Brask, Billy Moore, Det danske Jazzcenter og Radio Jazz. De sidste 50 år var han aktiv i Odenses jazzliv, både som musiker og koncertanmelder, og var gennem næsten 20 år bestyrelsesmedlem i Ben Webster Fonden.
