Nyheder

11. april 2024

Så er vi klar!

Alt er muligt – men tag intet for givet

Foto af Dag Aspelin

Skrevet af Mads Kornum

I denne uge kan vi endelig sige velkommen til den første fysiske udgave af magasinet All That… jazz med mere. Bladet er nummereret 189. Dette i respekt for det ganske værdifulde grundlag, som All That bygger på, nemlig Jazz Special. Et blad, som i mere end 30 år og altså 188 udgivelser, har sikret, at vi her i Danmark har haft en kvalitetstung musikformidling om jazz med mere. Det hele båret af indsigt, udsyn, viden og ikke mindst passion for og kærlighed til musik.

Den ånd fører vi nu videre i All That regi, og dertil forsøger vi at bygge på og brede ud. Ikke mindst via den webside du læser på lige nu. Her vil vi fremover have daglige opdateringer. Den nye webside har medtaget historikken fra side33.dk, som er det onlinemedie, der er fusioneret med Jazz Special.

Mange læsere af Jazz Special har været med hele vejen og mange med fast abonnement. En del er desværre også faldet fra i de senere år, uden at nye er kommet til. Den nedgang kan et blad som Jazz Special ikke overleve på i længden og slet ikke i en tid, hvor mediebranchen som helhed generelt er presset og under stor forandring. Alene i år er gamle hæderkronede blade som Tipsbladet og Femina bukket under, og de udkommer fremover kun online.   

Vi kan altså ikke tage det for givet, at vi har et dansk magasin, der skriver om jazz med mere, hvis ikke vi får løftet mængden af faste læsere.       

Foto; Søren Rønholt

Nye sider, nye tider

Vi er ikke i det for pengene, vi er her for musikken og for alle de mennesker, der vil musik hele livet. Det er os, der i tæt samspil med jer læsere, skal være med til at forme, farve og favne et musikmedie, som er en gevinst for alle led i den lange fødekæde, som musikbranchen er. Alle – musikere, spillesteder, publikum, pladeselskaber, medier – er afhængige af hinanden. Vi skal derfor ud til langt flere læsere, så vi forhåbentligt kan skabe et givende fællesskab fuld af fordele og oplevelser.   

Det økonomiske grundlag for bladet kan vi ikke ændre på nu og her, men vi kan i stedet dreje på virkemidlerne. Ligesom Jazz Special skal vi være en vigtig og troværdig stemme, men vi skal i endnu højere grad være til stede, der hvor læserne er; online og på sociale medier. Samtidig vil vi en gang i kvartalet udgive et tidløst og relevant musikmagasin, som man slet ikke har lyst til at være foruden, hvis man er nysgerrig på musik, eller ‘bare’ elsker musik hele livet.   

Nogle faste artikelserier fra Jazz Special fortsætter, andre gør ikke, og nye kommer naturligvis til. Her på websiden bringer vi f.eks. den sidste udgave af ‘Sommers skæve side’, da den skæve pen bag – Allan Sommer – valgte at stoppe i forbindelse med fusionen. Andre skribenter og fotografer vil I kende fra Jazz Special og Side 33, og nye navne vil dukke op. Fællesnævneren er fortsat kvalitet og engagement, og en lyst til at kuratere og vægte alt den musik, der strømmer vores vej hver eneste dag.

Det afgørende er, at vi som medie viser, at musik samler mere end det skiller, hvorfor eksempelvis alder, køn og etnicitet ikke er det, man skal måles på – men på konkret indhold og udtryk.  

Hvorfor jazz, hvorfor med mere?

Jazzen har altid været nysgerrig og rummelig. Det skal vi også være i vores måde at drive blad og medie på. Derfor gør vi også musikalsk plads til ‘med mere’.

Informationsmængden på nettet er overvældende for alle, og derfor ser vi det som vores fornemmeste opgave at være det filter, der sikrer, at du som læser bliver præsenteret for det mest relevante og interessante fra især den danske rytmiske musikscene.

I det første magasin er der artikler om tre store personligheder, der desværre har forladt os i denne vinter: Torben Ulrich, Nulle og Michael Friis. Mennesker vi alle kan lære af og forhåbentligt blive inspireret af, fordi de på hver deres måde beviste, at alt er muligt – ikke mindst hvis man møder verden nysgerrigt, åbent og til tider grænseløst.

Den tilgang håber jeg, at du som læser vil opdage er udgangspunktet for de artikler, vi fremover vil bringe i såvel magasin, som online.

I magasinet finder du artikler og interview med Cornelia Nilsson, Jonatha Brooke, Kjartan Arngrim, Camilla Dayyani, Peter Rosendal, Franz Beckerlee, Nils Bo Davidsen og Anders Koppel, og vi tager blandt andet temperaturen på den ny bølge, der bruser i dansk jazz, ligesom vi finder nye sider af Billie Holiday, og kigger tilbage på et af Tom Waits store album fra 90’erne. Kort sagt masser af jazz med mere.

Vi er klar over, at vi ikke har ramt Bulls Eye i første forsøg, men kan garantere, at vi løbende vil arbejde på forbedringer og tiltag. Ikke mindst i dialog med dig som læser.

Så lad os endelig høre hvad du synes og tænker. Alt er muligt, hvis vi sammen arbejder for det.

Seneste Nyheder

Nyt

Ny App for den nysgerrige lytter

Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe står bag Radio Mars  

Nyheder

50 ÅR MED SPARKS’ KIMONO MY HOUSE

MAEL BRØDRENES MESTERSTYKKE

Nyheder

Juncker hylder individ og fællesskab i anledning af 1 maj

Ude med singlen ’Under samme himmel over samme jord’

Nyheder

Fællesskabet sejrede ved årets Carl Prisen

Guldimund hentede hele tre priser  

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning