af Cim Meyer

De tre herrers meritter er veldokumenterede og denne lytters forventninger høje. Lyden er fremragende og doseringen af rumklang udsøgt. Det tager lidt tid at forlige sig med det luftige, langsomme og underspillede. Men stille og roligt finder det først vemodige og senere også mere kantede og stridbare udtryk vej ind i sindet. Her hører man dem som en forlængelse af salig Bill Evans’ berømmede trioer. Som de tre sammenskrevne efternavne allerede antyder, er det et fælles projekt – endda i endnu højere grad end det gjaldt Evans’ trioer. Hvert af de 15 relativt korte stykker på What’s To Come bygger på en idé, en uskreven løs skitse, der i fællesskab er leget frem gennem improvisation i studiet. Som en samtale hvor alle tre er nogenlunde enige om emnet og refererer til jazzens koryfæer i 1950erne og 60erne (blandt andre Jan Johansson i ‘A Children’s Walk‘, Thelonious Monk i ‘The Rock And Roll Swing Experience’ og ‘Avantgarde Muzak In The Lush Palm Garden’, og der er skygger af Miles Davis i ‘Waiting Room Anxiety Blues’, hvor Dahl vender rytmen i venstrehånden).

Det skulle ikke undre mig om alle stykkerne fremstår i den rækkefølge, de er konciperet og indspillet. Trods overvægten af numre i langsomme tempi fornemmer denne lytter nemlig en stigende intensitet. Det skyldes blandt andet Blachmans dynamiske markeringer (også når han kompetent spiller med viskere) og Ginmans baslinjer, der inspirerer Dahl, som vanligt ikke er bange for at bryde grænser og konventioner såvel harmonisk som rytmisk. Hvor andre pianister frygter at fejle, finder Dahl nye klange og figurer, der kan udvikles.

Den legende tilgang uden nedskreven eller på forhånd indøvet struktur er projektets store styrke og lille svaghed. Netop denne trio får uomtvisteligt stor kunst ud af det – mon det kunne blive endnu mere interessant, hvis der var mere kompositorisk og indøvet struktur, eller ville det nuværende friske udtryk blive en stivnet maske?

Carsten Dahl (p), Lennart Ginman (b), Thomas Blachman (d)