Dette er det andet album i det man vel forhåbentligt senere kan se tilbage på som starten af anden halvleg.
I 2021 blev der nemlig for Thorbjørn Risager gjort status på 20 år og 11 album via opsamlingsalbummet The Very Best of the first two decades. All killers, No fillers and same old lies. Et album, der samtidig var en afslutning på samarbejdet med RUF Records, og et efterfølgende goddag til Mascot Records, der har navne som Joe Bonamassa, Walter Trout, Volbeat, Robert Cray, og Gov’t Mule i deres katalog.
Første album i det samarbejde var Navigation Blues fra 2022, og det beviste til fulde at Thorbjørn Risager & The Black Tornado har fået udviklet sig en form for signaturlyd, der er af øverste internationale kaliber.
Det var endnu et album, der understregede at Thorbjørn Risager og hans velspillende band formår at blande en musikalsk cocktail, der ikke bør sættes i bås, men både rummer og omfavner elementer fra såvel rock, blues, gospel og soul.
Risager, der også er den primære komponist, fortsætter på House of Sticks driftssikkert og genkendeligt. Er det hele så hørt før?. Måske endda bedre?. Svaret er nej!. Der bygges med fortsat nysgerrighed her videre på et velfungerende fundament, og mange minderige højdepunkter.
Åbningstonerne fra titelnummeret er klassisk blues, som det har lydt i godt 100 år, men når albummet har rundet en spilletid på lidt over 42 minutter, fordelt på 10 numre, har du igen fået både det ordinære og det helt ekstraordinær forbi øregangene.
For nuvel, så kan Risager og hans erfarne sammenspillede enhed af et band jo deres deres metier til fingerspidserne, men der er stadig masser af ild og glød, og det smitter.
’Already Gone’ er vel det bedste ZZ Top nummer, de ikke selv har skrevet, og ’Light of your love’ er den foreløbig smukkeste kærlighedserklæring leveret via en højtaler, som jeg har hørt i år. Sjælfuld, sanselig, romantisk og lysende i en alt for blå tid. Nærmest underspillet overskudsagtigt. Mesterligt. Og så leveret af den stemme! Der må være ret gode rødder i omegnen af Gundsø og Holbæk.
Det følges op af ’Long Time Ago’, der nærmest er lyden af J. J. Cale på 45 omdrejninger, og senere mødes man så af en funky fætter af et nummer som ’Inner Light’, der både lyser i nuet, og tilbage på inspirationskilder som eksempelvis Sly & The Family Stone.
Men nok namedropping, og kildehenvisninger. Efter 20 år, står Thorbjørn Risager & The Black Tornado ganske solidt på egne ben, og de er uomtvisteligt stadig i vækst. Ikke fordi de opfinder noget decideret nyt, men de får velkendte virkemidler til at spire livsbekræftende, via et stærkt og stolt håndværk i såvel sangskrivning som musikalsk overlevering.
Tag bare et nummer som ’We’ll Get By’, der indledningsvis balsamerer øregangen med det dejligste slideguitar, inden vokal og blæsere og et iørefaldende omkvæd, giver ny tro og håb på kærligheden og på at det her band nok skal forblive en del af den musikalske superliga, de næste mange år.
Bevares. Risager og kompagni har ikke ligefrem besteget et bjerg med dette album. Men de er rejst videre. Ud i verden. At rejse er at leve. Og blive ved med udvikle sig. Det har de gjort. Hver især via et fællesskab, der bliver ved med at give.
Derfor er det uendeligt svært ikke at skråle med og danse lystigt rundt til en sjælfuld blues banger som ’Climbed a Mountain’.
”I’m just a traveling man” synger Thorbjørn Risager på den der måde, der gør at man bare helt ydmygt siger TAK, ønsker god tur, og glæder sig over at man med dette album føler at man er så heldig at være med undervejs.
Thorbjørn Risager – Vocal, Acoustic Guitar
Emil Balsgaard – Organ, Wurlitzer
Joachim Svensmark – Electric Guitars
Kasper Wagner – Baritone Sax
Hans Nybo – Tenor Sax
Peter W Kehl – Trumpet
Søren Bøjgaard – Bass
Martin Seidelin – Drums, Percussion
