Af Erik Jensen
Helt på tværs af musikalsk mode og mediernes entydige satsning på pop har Falderebet efterhånden hængt i – nå ja – falderebet en del år. Måske til undren for trendsættere og profeter med stadig stigende succes. En succes, der sagtens kan gå hen og vokse så eksplosivt med dette tredje album, at Falderebet måske må overveje et navneskifte til for eksempel Affyringsrampen.
For ’Solen står op’ er en musikalsk solopgang af den slags, der indvarsler lysere tider. Den vrede og selvkritik, der altid har forekommet at være bandets brændstof, er der stadig.
Rendyrket i endnu en selverkendelse ”Jeg er et dumt svin”. Men også sat ind med nærmest brovtende selvtillid i det veloplagte åbningsnummer om at være et fænomen, der kun ’Tilhører de få’. Sådan er det nu engang, når man hellere står alene end bøjer af: ”gid jeg kunne gå på kompromis/ som alle de andre fjolser i showbiz”.
I Falderebet er man heldigvis stadig i stand til at lange en verbal kindhest til for eksempel et selvretfærdigt ’Svin med glasur’, der præsenteres sådan ”Skinhellig, brovtende, forstillet og frelst”. Men melodien er ikke desto mindre inviterende og småpoppet.
Sangene er ellers sat i scene i noget, der stadig er ren rock, men som ganske naturligt er komponeret, arrangeret og spillet af et band, der virkelig har taget ved lære af sliddet med at komme ud og tage chancerne som alt andet end et trendy modefænomen. Respekt for det.
Den midtvejskrise, der ramte bandet, da to medlemmer pludselig skred, er blevet til en styrke nu, hvor man har rutinerede Anders Ramhede (Magtens Korridorer) bag nogle levende trommer, som både driver bandet frem og sender det på nye veje. Ikke mindst live må det være et kæmpe boost. På album forekommer indtrykket flottere og større, men faren er selvfølgelig, at Falderebet mister det bitre blik fra bunden og det punch, som altid har gjort dem til et påtrængende bekendtskab.
Outsideren kigger stadig ind i en fin ballade som ’Drifter den hjem’, der lyder helhjertet og helstøbt med en magtfuld vokaldemonstration af Bo Bech Arvin.
Nu er vi i afdelingen for voksenrock, men uden Malurts evner og sange uden Magtens Korridorers særkende og rå maskinkraft og uden Peter Sommers formuleringer i melodi og tekst. For nu at nævne tre store bands, som Falderebet dingler efter.
Originaliteten er en mangelvare. Mindre kan gøre det for et godt band, men Falderebet skulle nødigt end som den blødt rockende middelvare.
